Vejledning til Realkompetencebeskrivelse

Tilbage

Jeg skal være sparringspartner ved en realkompetencebeskrivelse

Her er en vejledning til, hvordan du griber din rolle an som sparringspartner for en person, der vil lave en beskrivelse af de kompetencer, som han/hun har lært sig eller demonstreret gennem foreningsarbejde.

Du kommer ind i billedet, når den aktive selv har lavet et udkast til sin realkompetencebeskrivelse ved hjælp af redskabet.

Din opgave er at yde med- og modspil, så I i fællesskab når frem til en beskrivelse af den aktives kompetencer, som I begge kan stå inde for.

Som sparringspartner skal du forsøge at hjælpe den aktive til at beskrive sine kompetencer så godt som muligt. Det gør du først om fremmest ved at være aktivt lyttende.

Vær opmærksom på disse grundregler:
  • hold fokus på den, det handler om
  • vær med - og vis det med både kropssprog og ansigtsmimik
  • stil støttende, neutrale forståelsesspørgsmål: "giv et eksempel.." , "hvordan skal jeg forstå..."
  • tillad pauser
  • pas på ikke at komme til at stille spørgsmål, der fører til et bestemt svar– vedkommende skal selv sætte ord på tingene.

Det er vigtigt, at der er en god forståelse imellem jer, og at I ikke sidder med fordomme om hinanden. Derfor er det en god idé at starte med at bruge tid på at blive enige om, hvilke forventninger I har til hinanden og til samtalen.

Den aktive kan rette beskrivelsen til undervejs i samtalen, eller han/hun kan gå hjem og rette den til bagefter. Hvis beskrivelsen efter din personlige vurdering er OK nu, så skriver du under på dokumentet.

Det, du skriver under på som sparringspartner, er:

  • at du har haft en samtale med den aktive, hvor I har gennemgået og diskuteret kompetencebeskrivelsen.
  • at du er enig i, at beskrivelsen giver et dækkende billede af de kompetencer, den pågældende har brugt og udviklet gennem foreningsarbejdet.
Vil du have teksten på vores hjemmeside læst højt, kan du hente et lille gratis program på www.adgangforalle.dk - (Åbner nyt vindue)